150 feststemte publikummer valgte en hyggelig aften med irsk mad og musik i Ulbjerg Forsamlingshus.
Bestyrelsen i Musikforeningen Klinten havde ikke forestillet sig så stor interesse da den i efteråret bestemte sig for at arrangere en irsk aften fredag den 20. januar i Ulbjerg forsamlingshus. Men umiddelbart efter foromtalen af aftenen begyndte det at strømme ind med tilmeldinger, og efter annonceringen var alt udsolgt på ganske kort tid.
Det var jackpot for en lille rimelig ny forening som os, udtaler formanden, Poul Thøgersen. Vi havde i vores vildeste fantasi ikke forestillet os så stor en interesse og opbakning, og det var ikke kun lokale publikummer, men folk fra Viborg, Løgstrup, Skals, Møldrup, Fjelsø, Ålestrup og sidst men ikke mindst et selskab fra Virksund i Skive Kommune.
Aftenens traktement var Irsk Stuvning og trifli der blev skyllet ned med blandt andet kulsort
Guiness eller øl fra bryggeriet Kilkenny. Den irske duo, Harness, skabte fra første øjeblik en fantastisk stemning med fællessang og dans, og der var pyntet festligt op med irske flag og borddækning i de irske farver.
Vi er ovenud tilfredse med aftenen, fortsætter formanden, og vi vil lave et lignende arrangement til næste vinter. Det kunne måske være en amerikansk aften med god countrymusik og amerikansk mad, men det må vi drøfte nærmere.
Måske er der et stort potentiale for koncerter i forsamlingshus regi da der jo er masser af gode bands som gør det muligt at holde økonomien hjemme. De behøver jo ikke være kendisser vi skal lytte til hver gang, slutter Poul Thøgersen.
Foreningens næste arrangement er Familiefestival Klinten lørdag den 18. august på Spejderklinten ved Ulbjerg hvor hovednavnet er Tørfisk.
Billeder fra aftenen kan ses under galleri.
| < Forrige | Næste > |
|---|




