Bliv medlem af Ulbjerg-egnens Lokalråd, og støt dit lokalområde.
Du skal blodt indbetale de 100 kr. på
reg. nr. 9261, konto nr. 0000511382 i Sparekassen Skals.

Absalon og Ulrik Pilemand i Mombasa

  • PDF
  • Udskriv
  • Email

 

Lige nu i skrivende stund er Absalon i Mombasa, Kenyas store havneby. Her er temmelig varmt og luftfugtigheden er stor. Vi er her knap to døgn, men alligevel skal vi spise de malariapiller, som ødelægger maven og som kan give nogle underlige drømme.
Vi er her i anledning af, at forsvarsministeren Nick Hækkerup skal overrække den kenyanske regering en gave. Den består af motorer og reservedele fra Søværnets udfasede Standard Flexskibe og nyt værktøj. Noget af det kenyanerne har i forvejen passer teknisk sammen med vi kommer med. Det er bl.a. de samme motorer.
Politisk handler det også om, at Danmark gerne vil hjælpe med det, som så fint hedder kapacitetsopbygning. I forbindelse med bekæmpelse af pirateri er noget af det bedste, vi kan gøre, at styrke de regionale landes flådestyrke. – Og det hjælper vi så kenyanerne med.
Jeg hjalp på en anden måde i en mindre målestok. I foråret var Absalons søsterskib Esbern Snare hernede og fik kontakt med et børnehjem. Da det stod klart, at vi også skulle hertil, kontaktede jeg børnehjemmet og dets leder Paul Katha og spurgte om vi kunne hjælpe. Det kunne vi selvfølgelig. Så efterfølgende blev der samlet omkring 2000 kr. ind i dollars og euro og hvad folk ellers havde tilovers af brugbare ting fra den sparsomme garderobe kom også med. Så var der lidt farvet papir, så nogle ekstra sandaler (til brug for gidsler og tilbageholdte pirater), så blev det også til en sæk med morgenmadsprodukter osv. Da Paul havde forsikret mig, at de havde en fryser, fik de også 8 kasser sunlollys – is. Desuden havde vi et ekstra juletræ, som de fik med.
Det er ikke alle børn, som har en let start på livet. Jeg håber at vi kan hjælpe dem til at få en bedre jul.
Jeg har ikke skrevet, siden vi var på vej til Seychellerne for at få et tiltrængt hvil i en sikker havn. Absalon havde været på havet i 32 dage i træk, da vi anløb Victoria, hovedstaden på Seychellerne.

Øerne er smukke, frodige, grønne og med strande som vi ser dem på reklamer. Folk er venlige og taler både fransk og engelsk. Begge sprog læres i skolen udover deres eget Creolsk. Hovedstaden er på størrelse med en mindre dansk købstad, mindre end Viborg og her er en god stemning. Jeg vil ikke være bange for at gå på gaden alene om natten. Her er heller ingen tiggere og alle skulle have muligheden for tag over hovedet og mad på bordet. Det prøver regeringen at sørge for.

Foto: fiskemarkedet, hvor hejrerne klarer fluerne

Desuden gør de meget for at beskytte deres natur og den indtægtskilde det er. 20 procent af øernes indtægter stammer fra turisme. Og lad det være sagt med det samme: jeg vender gerne tilbage med min familie en dag. Klimaet er behageligt året rundt, her er ingen myg eller giftigt kryb og naturen er smuk med masser af fugle og fisk.

 

Det var så rart at hvile øjnene på alt det grønne efter en måned med havvand.
Når jeg talte med de lokale, udtrykte de glæde over vores tilstedeværelse. Piraterne skræmmer turister og krydstogtskibe væk og nogle af deres fiskere blev p.t. holdt som gidsler. I det hele taget var det godt at stå og snakke om løst og fast. De fik fortalt om dem selv og deres liv og imens faldt prisen på de varer, jeg var interesseret i. Flere af dem havde også tjent i den engelske flåde; Royal Navy. Det var jo først i 1975 at Seychellerne blev selvstændige.
På Seychellerne fik jeg arrangeret en fodboldkamp mod shippingagentens firmahold. Jeg lod ”ungdommen” komme til i holdopstilling og holdt mig på sidelinjen som spirituel holdleder. Vi kom foran i 1. halvleg, men måtte erkende at vi nok havde varmet for kraftigt op i løbet af dagen. – Når der er nul alkoholindtag i søen, så er der lidt, der skal indhentes på orloven i land. Det blev til en rigtig hyggelig aften og den lokale Seybrew pilsner er ikke at foragte. De andre satte nu også pris på en Carlsberg. Sådan kan man udveksle nationale goder. – Jeg har tidligere skrevet om WHAM - Winning Hearts And Minds hos fiskerne i Adenbugten. Fodboldkampen var også en WHAM, synes jeg.
Jeg brugte noget tid på at arrangerer sightseeing og køre med. Turen til øens eneste romdestilleri var et hit. Men det, besætningen havde mest brug for, var at komme nogle dage væk fra skibet sove alene og uden et fast skema for vagter og andet. Ud hvor der er plads og frihed.
Mht. vores opgave med at bekæmpe pirater, så må det siges at lykkes helt godt. De holder sig i hvert fald væk og ingen skibe er blevet kapret, i den tid vi har været her. Nogen siger at de små lokalsamfund langs kysterne er ved at være trætte af piraterne. Hvor det en gang var deres muslimske brødre og en kamp mod overfiskeri begået af udenlandske fiskere, så er det i dag blevet til et ønske om at være fri for unge, der pludselig kommer til penge og tager de bedste/flotteste kvinder og lader hånt om fællesskabets ældgamle normer og respekt. Andre siger at den igangværende konflikt mellem Al-shabab og Kenya i den sydlige del af Somalia, gør at unge potentielle pirater bliver købt til at slås der.
Vi får se, men et faktum er det at der er færre kapringer og færre forsøg. Og forhåbentlig også en løsning på de allerede kaprede.

Det ville være immervæk være en god fornemmelse at vide, at nogle af gidslerne kunne være hjemme til jul. Det er jo en lidt tom fornemmelse, at sejle forbi de kaprede skibe velvidende at der er gidsler ombord uden at gøre noget. Det er der ikke mandat til.

Stemningen er fortsat god og vi er begyndt på den sidste måned af togtet. Formodentlig er jeg hjemme den 17. januar og holder så resten af måneden fri.

Jeg fik forskellige julehilsner med posten på Seychellerne. Tak for det. De er hængt op på opslagstavlen til daglig glæde.

Indtil da vil jeg ønsker jer alle en glædelig jul og et velsignet nytår. Jeg vil tænke på jer herfra og I vil være med i kirkebønnen den 24. og 25. december.

Ulrik Pilemand.

 
Danish Dutch English Estonian French German Italian Norwegian Spanish Swedish

Sidste nyt

30 marts 2012

Foreninger i Ulbjerg Lynderup området

Udsendes af Ulbjerg Lokalråd. v. Kurt Johansen.… Læs mere
30 marts 2012

Der inviteres til festlig åbningsdag for projektet

  Lørdag den 14. april i Ulbjerg - LynderupEfter… Læs mere
22 marts 2012

Ulbjerg og omegn er snart klar til fest

Det store projekt »Fremtidens… Læs mere