Med overholdelse af alle tænkelige regler og konventioner blev de nogle timer senere frigivet og de kunne sejle hjemad i deres båd. Vi havde dog afpasset deres benzin beholdning til hvad, de skulle bruge for at nå i land. Og så ville vi også gerne bytte påhængsmotor, så de fik en med en mere passende styrke. 15 hk er nok – synes vi……
Jeg tror alle ombord var glade for at komme i gang med at løse den opgave vi er her for. Det er fint nok, at vi kan virke afskrækkende, men de fleste vil også gerne vise deres færdigheder, i alt det der er blevet trænet og forberedt.
Den følgende tekst er fra et nyhedsbrev, jeg sendte til en intern side for pårørende. I får også lige den historie:
Winning Hearts And Minds – WHAM
Når Absalon ligger og patruljerer og får øje på et mindre fartøj, er det ikke til at vide, hvilken slags folk der befinder sig ombord og hvad deres hensigter er. I mandags fik vi kontakt med et mindre fartøj, som kunne være, hvad det skulle være. Alle relevante blev bedt om at gøre sig klar, nu var det ikke længere øvelse, men alvor for første gang på togtet.
SMI-holdet blev bedt om at gøre sig klar. Og Absalons eget bordinghold blev også bedt om at tørne til (være på post). Ligeledes tolkene og sprogofficeren og der skete en gradvis stigning i aktivitetsniveauet i hele skibet. – Og vi andre lyttede med over prajeanlægget. Er det gode eller onde? Er det fiskere eller pirater?
Absalon prøvede at kalde op, men i det her tilfælde var der intet svar. Ville de ikke svare eller har de ingen radio? Efterhånden som vi kom tættere på, fik vi meldinger fra efterretningsfolkene om, at det så ud til at være fiskere uden fordækte hensigter. Der var også børn ombord.
”Der er blevet trænet rigtig meget i det her, så det var med en vis spænding at vi tog derover, for at få afprøvet færdighederne.” Fortalte sikringsofficeren mig senere.
Men da gummibåden lagde til ved dhow’en (udtales: dav) var det fredelige fiskere, som tog imod bordingholdet. Og de blev mere rolige, da de forstod, at vi var fra Danmark. Nogle af de nationer som har krigsskibe i området farer hårdhændet frem. Så de nationer var fiskerne ikke så glade for at få besøg af. Så efter et kort øjebliks kommunikation gennem tolkene kunne alle tage det mere roligt både fiskere og bordinghold.
Ombord på dhow’en var der i alt 18 personer heriblandt 3 børn. Tolkene hjalp med at oversætte og der var en god stemning. De fortalte, at de var fra Yemen og at de fiskede hajer – indtil videre uden held. Der blev spurgt til deres kendskab til pirater og om der var noget, vi kunne hjælpe med. De svarede, at de havde en mand som fik noget medicin, og som ikke havde det helt godt. Vha. af en radiokonsultation kom vores læge på banen og der blev sendt noget ekstra medicin til manden samt en instruktion på indtagelsen. Instruktionen blev nøje oversat og forklaret til flere, for ikke at gøre ondt værre.
Bordingholdet sørgede for, at der også kom en flok kolde sodavand og slik med til børnene.” Det er normalt ikke noget vi har med”, sagde en af officererne. Derimod har skibet en særlig pakke, som bliver givet til de fiskere, som vi møder. Det er en pakke, som indeholder det, I kan se på billedet: To 10-liters dunke med friskt vand, arbejdshansker, lommeknive og en førstehjælpspakke.
Når vi har sådanne ting med, er det jo for at vinde de lokales hjerter og sind, så de véd, at vi vil dem det godt, og måske vil de så hjælpe os med at bekæmpe pirateriet.
De ville fiskerne nu godt. De fortalte hvordan pirater 4 år tidligere havde plyndret dem og om hvordan de gerne ville være fri for dem.
Så alt i alt var det en god bordingoperation. Bordingholdet fik prøvet deres færdigheder af og de var, som de skulle være. Og Absalon fik vist at vi er der til at passe på alle også de lokale.
Ellers går det godt. Stemningen er generelt god og alle taler ordentligt til hinanden. Jeg kommer rundt de forskellige steder hvor folk er på vagt; på broen, i radioen, O-rummet, kontrolrummet og så selvfølgelig på fut-dækket (fut står for fysisk uddannelse og træning). I løbet af dagen er der mange som får motioneret. Det er nødvendigt, for vi spiser godt og sidder ofte meget ned. Til mit held er der en romaskine, og den er nu mit fortrukne motionsredskab.
Det er let at komme i snak med nogen og lave øvelser sammen. Det kan også være nødvendigt at hjælpe hinanden med vægtstængerne, når skibet gynger.
Vi har i dag haft gudstjeneste og jeg tillod mig at lave en maritim ændring til en af salmerne. Salmen ”Uberørt af byens travlhed” kan nemlig synges på Mandalay. Den melodi kendte alle, og det er jo rarest at kunne synge med. Så den får vi nok en gang til i løbet af togtet.
Det her er jo ikke personlige breve, men derfor vil jeg alligevel blive meget glad for, hvis nogen af jer ville skrive bare et par linjer om, hvad der sker I jeres hverdag. Når der hverken er radio eller tv og internettet er begrænset blive alle nyheder interessante.
Med hilsen fra de varme have
Ulrik
| < Forrige | Næste > |
|---|
