Minkavler fra Ulbjerg fik mange gæster til »Åbent Landbrug« søndag, og det glæder han sig over.
Weekendens åbne landbrug rundt om i landet, bød også på en mulighed for at se hvordan en minkfarm fungerer og det tog flere hundrede gæster imod hos Tommy Jensen og Ulbjerg Mink.
Blandt gæsterne var søstrene Anne og Ditte på 12 og ni år, som er naboer til minkfarmen.
»Min far og mor syntes, at vi skulle tage herop, og minkene er da også søde. Men men min far siger, at de ikke er kæledyr, « kommer det fra Ditte.
»Nej, de er faktisk nogle blodtørstige rovdyr, så derfor er det også skidt for naturen, når dyreaktivister lukker dem ud af deres bure. For de dræber alt levende, som de kan få fat i,« siger Tommy Jensen, som med et stakit, der er gravet et stykke ned i jorden, har forsøgt at sikre minkfarmen, så undslupne dyr ikke når uden for indhegningen - med mindre porten åbnes.
Grunden til at Tommy Jensen meldte sig til at holde åbent landbrug er, at han gerne vil vise hvordan en minkfarm fungerer, og råde bod på et dårligt image branchen har haft i de seneste par år.

»Vi har intet som helst at skjule. Alt det, vi foretager os på minkfarmen, tåler offentlighedens søgelys. Men hos minkavlere er der naturligvis som i alle andre brancher også brodne kar, som ikke lever op til dyrevelfærd og ordentlig røgt og pleje. Og så er det blot en skam, at de få uheldige eksempler har stemplet alle minkavlere som useriøse dyreplagere,« siger Tommy Jensen.
Omkring et halvthundrede mink ud af de 9000 har bidskader - de fleste af dem er unger, som i kådhed er kommet til at bide hinanden.
De tages fra og kommer hen i en særlig »sygeafdeling, som Tommy Jensen kalder det. Og så afliver han i øvrigt minkene, hvis de får alvorlige læsioner i deres bure.
November er årets travleste tid, for her pelses minkene.
Inden da udtages de bedste eksemplarer til avl, mens de resterende aflives på farmen, hvorefter de sendes til et pelseri i Aars.

Kilde: Ugeavisen Skals
| < Forrige | Næste > |
|---|
Senest opdateret: Onsdag, 21. september 2011 19:58




