Det er en af Danmarks helt store sportspersonligheder, der gæster Ulbjerg Kultur- og Fritidscenter fredag den 25. marts.
Der er nemlig tale om ingen ringere end den tidligere danske landstræner, Sepp Piontek, der gæster Ulbjerg med et knap to timers langt foredrag, der indeholder både humor og eftertænksomhed.
Kendt og elsket af alle blev han, da han stod i spidsen for det danske fodboldlandshold i de gyldne 80’ere – med VM i Mexico som højdepunktet. Han er en gudbenådet fortæller, og på sit charmerende dansk vil han fortælle om, hvordan han fik kombineret den afslappede danske mentalitet med jernhård tysk disciplin.
Foredraget drager paralleller til erhvervslivets problemstillinger, og i vanlig Sepp’sk stil er det hele krydret med masser af fodboldanekdoter.
Dermed handler foredraget også om hvordan man med en anderledes og professionel indstilling skaber succes. Det er medarbejdernes eller spillernes indstilling og motivation, og hvordan lederen evner at få den enkelte medarbejder til at yde sit absolut bedste og samtidig være en del af teamet, der er kunsten, vurderer Sepp Piontek.
»Vi glæder os virkelig meget til at denne aften, og vi håber selvfølgelig at rigtig mange vil komme, så vi kan skabe den helt rigtige atmosfære omkring foredraget,« siger Viggo Christensen fra arrangørerne i Ulbjerg Idrætsforening.
Kilde: Ugeavisen Skals
| < Forrige | Næste > |
|---|




