Ulbjerg Borger- og Håndværkerforening holder torsdag i denne uge generalforsamling i Ulbjerg Forsamlingshus.
Her vil foreningens formand berette om foreningens arbejde i løbet af året, og det er blevet til ikke så få aktiviteter, der spænder lige fra adventsfest til fastelavnssjov.
Desværre måtte foreningen aflyse den årlige høstfest på grund af manglende tilmelding, og derfor modtager foreningen også gerne forslag, hvis en borger skulle have en god idé til hvordan festen ellers kan afvikles.
I det hele taget er der rig mulighed for at få lov til at gøre et stykke arbejde for sin by, hvis man har lysten. Et bestyrelsesmedlem ønsker nemlig ikke at fortsætte, og på samme måde kommer foreningen til at mangle en repræsentant til at sidde i Kringle-kommitéen.
»Bestyrelsen er klar over, at det kan komme til at blive et problem, da det er meget svært at finde personer, der har lyst til at gå ind i bestyrelsesarbejde i byen. Vi er udmærket klar over, at folk har en travl hverdag, og måske ikke lige synes de kan finde overskuddet til det. Men hvis ikke vi alle gør en indsats, så kan det gode foreningsliv, og dermed ting der bliver arrangeret i byen, forsvinde. Og det vil være en skam,« lyder opfordringen fra borger- og håndværkerforeningen, der dybest set ikke tror, at folk ønsker at de forskellige arrangementer forsvinder, da der som regel er god opbakning til dem.
Derfor opfordrer borger og håndværkerforeningen alle med lyst og mulighed, til at give bestyrelsesarbejdet en chance og pointerer, at det også er en god mulighed for at præge,hvad der skal ske i byen.
| < Forrige | Næste > |
|---|




