Der skal være den service på hylderne, som kunderne efterspørger, mener Anders Korsbæk Jensen (V).
»Kommunen skal på det her område drives som en købmandsforretning. Vi skal have de varer på hylderne, som kunderne efterspørger. Har vi ikke det, må vi sørge for at få det. Det er sund fornuft.«
Byrådsmedlem Anders Korsbæk Jensen fra Venstre synes, det er helt rimeligt, at byrådet har besluttet at ændre fire allerede udstykkede grunde i Ulbjerg, så de bliver større på grund af mulige køberes ønsker. Også selvom ændringen koster kommunen penge.
Ændre grunde efter ønsker fra købere
Grundene har været til salg i tre år, men er ikke lykkedes at sælge. Blandt andet fordi grundene er så smalle, at det ikke kan lade sig gøre at placere huse, så køberne kan få den eftertragtede fjordudsigt.
Nu har byrådet så vedtaget at lave dem om, men selvom SFs formand for teknisk udvalg, Søren Gytz Olesen, ikke stemte imod forslaget, synes han ikke det var det rigtige at gøre.
»Jeg synes det er forkert at ændre udstykninger på baggrund af ønsker fra potentielle købere,« siger han.
Bange for præcedens
Søren Gytz Olesen er nervøs for, at sagen kan danne præcedens, så kommunen vil blive præsenteret for alle mulige specialønsker i forbindelse med grundsal. Ud fra devisen: kan det lade sig gøre i Ulbjerg, kan det også lade sig gøre her.
»Ja, jeg er bange for, at det kan brede sig,« siger Søren Gytz Olesen.
Kilde: Viborg Stifts Folkeblad
| < Forrige | Næste > |
|---|



