En kendt socialdemokrat sagde engang: Man har et standpunkt, indtil man tager et nyt!
Der er ikke umiddelbart planer om at lukke skoler! Sådan omtrent var det vores nye borgmester ytrede sig før kommunesammenlægningerne, og se nu hvilken situation, vi har befundet os i hele sommeren. Vi føler mest, at politikkerne har leget kattens leg med musen, altså den store æder den lille, når det passer i dens kram.
En større flok af borgere fra Ulbjerg og omegn har i de seneste dage brugt en del af deres ferie, til at færdiggøre byens flotte nye kultur- og fritidscenter, som er bygget sammen med Ulbjerg skole. Da vi indviede centret for ca. 11 måneder siden, var begejstringen, for den indsats byens og egnens borgere havde ydet, utrolig stor, ikke mindst hos vore kommunalbestyrelsesmedlemmer, som lovpriste det, de kaldte områdets ildsjæle. Havde vi vidst skolen allerede nu, kunne blive lukket, er det nok ikke sikkert, vi havde bygget der.
Optimismen hos de, som netop har færdiggjort kulturcentret, er nu afløst af stor bekymring for fremtiden, hvis skolen lukkes. Og jeg hørte gentagne gange ordene: Hvor pokker er Mette Nielsen og Flemming Lund henne, nu hvor vi har brug for deres hjælp? Dem kender vi jo netop, fordi de har gjort en stor mangeårig indsats i Klejtrup og Borups idrætsforeninger samt i de 2 lokalområder i det hele taget. For denne indsats kender vi jer langt mere, end det at i er politikere valgt for socialdemokraterne. Derfor tror vi i Ulbjerg, at om nogen har forståelse for vores situation, må det være jer.
Så kære Mette og Flemming glem i dette ene tilfælde jeres parti tilhørsforhold, og gå sammen med Gunnar Korsbæk og Ib Bjerregaard om at redde skolerne i Bjerregrav og Ulbjerg. Vi har ikke andre end jer, som er valgt herude i den gamle kommune, at henvende os til, og vi har brug for jer nu. Jeg formoder, at ca. halvdelen af jeres kolleger i Byrådet aldrig har været i Ulbjerg. Vi kender dem ikke, og de kender ikke os, så det vil nok være forventeligt, at de fleste vil følge deres partis flertalsindstilling, ved afstemningen om skolenedlæggelser.
Vi herude i Ulbjerg, ønsker kun at beholde skolen og de ting omkring skolen, som vi igennem mange år ved stor offervilje og arbejdsindsats fra beboernes side selv har skabt, uden udgift for den gamle kommune. Her kan nævnes et svømmebassin skabt for overskud fra byfester, for øvrigt med Flemming Lunds far Peter, som arbejdsformand. En unik legeplads skabt af forældre og senest et kultur- og fritidscenter, som jo i høj grad også er en del af den nuværende skole.
Centret får vi lov at beholde, men ingen aner vist for nuværende, hvordan man skal adskille svømmebassin, legeplads, sportsplads med boldbaner, løbebane og springgrav fra skolen, hvis den skal sælges? – For den skal vel ikke stå tom og forfalde? Der vil ganske vist gå mange år inden det sker, med den fantastiske vedligeholdelses stand bygningerne er i.
Til alle byrådsmedlemmer i den nye Viborg Kommune, som læser dette. Hvis vi herude i Ulbjerg og omegn får lov at beholde skolen og de faciliteter, som vi selv har skabt i forbindelse med skolen, så vil vi også have en langt større forståelse for, at I bevilger meget store beløb til kultur og idræt samt andre store anlægsudgifter i for eksempelvis Viborg. Vi ved jo godt herude i Viborgs omegn, at mange af de ting, der investeres i, kan vi også nyde godt af, hvis vi selv ønsker det.
Bliver skolen, børnehaven og fritidsordningen lukket, er jeg sikker på, at befolkningen herude ved næste valg godt kan huske, at det var socialdemokraterne og de konservative, som drejede nøglen.
John Gebauer Thomsen
Ågade 1, Ulbjerg
| < Forrige | Næste > |
|---|




