Det tog sin tid, men nu er det alligevel sket - skrotbilerne i Ulbjerg er blevet fjernet.
Naboerne på Stadionvej i Ulbjerg troede næsten ikke deres egne øjne, da de kiggede ud ad vinduerne i forgårs. De skrotbiler, som i årevis har stået ved en ejendom på vejen - og som kommunen helt tilbage i maj 2008 forlangte fjernet på grund af deres miljørisiko - var ved at blive fjernet.
»Det er godt nok en lettelse,« siger Morten Mackenhauer, der har boet klos op ad de gamle udrangerede autocampere, da han er lejer i det hus, bilerne har stået ud for.
Morten Mackenhauer fortæller, at det tog folkene fra Gedsted Autoophug cirka halvanden time at fjerne de gamle vrag, og det synes han nærmest er komisk set i lyset af, at sagen om de miljøfarlige biler har stået på i trekvart år.
»Ja, det er da lige til at grine ad, men nu er de heldigvis væk,« siger Morten Mackenhauer.
Sagen med bilerne trak ud da først bilernes ejer ikke rettede sig efter et kommunalt påbud om at fjerne dem, og siden - da ejeren gik konkurs - advokatfirmaet, der bestyrer konkursboet, heller ikke umiddelbart levede op til egne forsikringer om at fjerne dem hurtigst muligt.,
Nu er bilerne så - på bestilling fra advokatfirmaet - blevet fjernet fra Stadionvej i Ulbjerg.
Kilde: http://www.viborg-folkeblad.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20090111/VSF/690930874
| < Forrige | Næste > |
|---|




