Foreninger med ungdomsklubber skal nu tage stilling til, om de er parate til at lade Viborg Ungdomsskole overtage klubberne.
Foreningerne bag ungdomsklubberne i Møldrup, Ørum, Klejtrup, Ulbjerg, Bjerregrav og Sdr. Rind må tage stilling til, om Viborg Ungdomsskole fremover skal drive klubberne.
Et forslag om den nye form for klubber kommer fra kommunens folkeoplysningsudvalg. Udvalget ønsker i første omgang at høre foreningernes mening. Kulturudvalget har som det næste sagt god for en høring. Derpå kommer sagen tilbage til folkeoplysningsudvalget og dernæst til kulturudvalget.
Folkeoplysningsudvalget ønsker et mere stabilt tilbud til de unge. Kommunens budget rummer penge til i alt 10 ungdomsklubber under foreningerne, men i øjeblikket er klubberne i Hammershøj, Rødding og Skals ikke aktive. Også Karup har en foreningsdreven klub, men pengene til den kommer fra børne- og ungdomsudvalget.
Med Viborg Ungdomsskole som drivkraft står og falder tilbuddet ikke med nogle få ildsjæle, vurderer folkeoplysningsudvalget.
Kilde: Viborg Stifts Folkeblad
| < Forrige | Næste > |
|---|




