Forsamlingshuset i Ulbjerg genlød fredag aften af glade sangstemmer, da Borger- og Håndværkerforeningen for tredje gang arrangerede sang- og harmonikaaften.
Godt et hundrede mennesker havde en glad og fornøjelig aften med masser af fællessang og skønne harmonikatoner.

I år var der som noget nyt besøg af de kendte spillemænd fra Hvam, som underholdt med et afvekslende program, men også Ulbjergs eget harmonikaband var på scenen, og deres nye repertoire faldt godt i publikums smag.
Endelig gav den meget dygtige harmonikaspiller Henning Sørensen fra Hjørring prøver på sin store kunnen på instrumentet.
»Alt i alt en meget fin aften, « siger formanden for Borger- og Håndværkerforeningen Henrik Jensen.
»Vi er meget glade for opslutningen til arrangementet, specielt fordi overskuddet jo udelukkende går til vedligeholdelse af vores hjertestarter og til genoptræning af vore 60 førstehjælpere,« siger Henrik Jensen.
Kilde: Ugeavisen Skals
| < Forrige | Næste > |
|---|




