Som formand for Ulbjerg Gymnastikforening føler jeg trang til at ytre mig vedrørende overflytningen af den kommende børnehaveklasse i Ulbjerg til Skals Skole.
Ulbjerg har en lang tradition indenfor gymnastikken bag sig, og vi ser det som en af vore vigtigste opgaver at blive ved med at skabe kvalificerede gymnastiktilbud til børn og unge i Ulbjerg og omegn.
Vi giver børnene mulighed for at grundlægge nogle sunde bevægelsesvaner allerede fra tre-årsalderen, hvor vi starter med at undervise dem.
Vi er i den heldige situation, at børnehave og sfo ligger tæt på hallen, og det betyder, at de børn, der er meldt til gymnastik, kan gå fra eks. sfo og direkte til hallen, hvor vi underviser bl.a. indskolingsbørnene fra klokken 15.45-16.45 en gang om ugen.
Denne form gør det nemt for forældrene at sende deres børn til gymnastik, og det giver en god sammenhæng i dagen for børnene, hvor de først er i skole, sfo og så til gymnastik. Her efter kan forældrene hente børnene, og så er det familietid resten af dagen.
Som formand i gymnastikforeningen og som instruktør af børnehold hører jeg ofte forældre sige, at det er trygt for dem at sende deres børn til gymnastik på den måde. Det gør det nemmere for forældrene, at de ikke selv skal transportere børnene til gymnastik. Det er min opfattelse, at vi får nogle børn med på holdet, som måske ellers ikke ville være kommet til gymnastik.
Konsekvensen af at flytte en hel årgang til Skals kan meget nemt være, at vi mister disse børn, fordi forældrene ikke kan nå at afhente dem og bringe dem til gymnastik i Ulbjerg.
Det bliver ganske enkelt mere besværligt, og det kommer til at gå ud over børnene. Det bekymrer mig således, at vi risikerer at miste en hel årgang af børn i gymnastikforeningen, dels fordi det svækker vores forenings medlemstal, men mest af alt fordi børnene går glip af en mulighed for at få sig rørt i hverdagen.
Udover de sunde bevægelsesvaner, gymnastikken poder ind i børnene, mister de en tryghed og en sammenhængskraft i deres hverdag, som indtil dags dato har fungeret så fint. Jeg kan kun beklage en sådan beslutning, og det er mit håb at dette brev kan bidrage til, at beslutningen kan blive omstødt.
Af Louise Pilemand,
formand for Ulbjerg Gymnastikforening
| < Forrige | Næste > |
|---|




