»Vi er henrykte for, at vejret pludselig viste sig fra sin allerbedste side med solskin og lune temperaturer. Der er ingen tvivl om, at det lokkede mange ekstra til.«
»Havde arrangementet været lørdag, var der ikke kommet nær så mange, som de knap 1000 vi har inde i dag,« siger Anders Norup, der er en af initiativtagerne til familiefestivalen på Spejderklinten ved Ulbjerg.
Takket være et tilskud fra de såkaldte landdistriktsmidler, velvillige sponsorer og frivilligt og ulønnet arbejde fra godt et halvthundrede lokale borgere løber arrangementet rundt økonomisk.
Tilbagevendende festival
Og håbet er, at festivalen kan blive en tilbagevendende tradition hvert år i august. Musikforeningen Klinten er lige blevet stiftet, og det bliver i givet fald den, der skal arrangere fremtidige festivaler«, understreger Anders Norup.
»Vi tror der er en niché i at lave en festival, hvor vi satser på, at hele familien kan få noget ud af at være med. Derfor havde vi også et børnekor på programmet som det første,« siger han.
Århusianske På Slaget 12 med Anne Mette Elten i front sluttede festivalen af som det absolutte topnavn.
Kilde: Viborg Stifts Folkeblad
| < Forrige | Næste > |
|---|



