Lørdag eftermiddag spillede UIF endnu en gang på udebane i Serie 1, denne gang mod Struer. Kampens betydning var kolossal, da Struer inden kampen blot havde fået 3 point mod UIFs 5 point. Struer var et af de bedst spillende hold i forårets kreds, så derfor er det overraskende at de ikke er kommet bedre fra start i efterårssæsonen. Kampen startede med Struer i teten og de var mere aggressive end Ulbjerg spillerne, som dog som 1. halvleg skred frem kom bedre med. Dog var det Struer der kom frem til de bedste muligheder og som også bragte sig i front ca. midtvejs i halvlegen, hvor et langt indkast ikke blev clearet, hvorefter en Stuer spiller kunne heade bolden i kassen. UIF kom bedre med og begyndte at spille fodbold på den bløde og lidt tunge bane. Udligningen kom da også i hus da tilbagevendte Claus Bisgaard fra sin position som højre kant udnyttede en ripost i feltet. Ulbjerg burde dog have været foran ved pausen, da man først fik annulleret et mål af Erik Nygaard, for en meget tvivlsom offside og efterfølgende havde Erik en kæmpe hovedstødschance i det lille felt. Men uafgjort ved pausen.
2. halvleg startede godt for Ulbjerg, da man bragte sig i front med det samme. Igen var det Claus Bisgaard, der denne gang udnyttede riposten fra Kasper Pedersens frispark. Nu fornemmede man der var mulighed for at tage alle 3 point med hjem, men det skulle ende meget anderledes. UIF blev i den grad bange for at spille fodbold og trak sig tilbage på banen. Boldene blev losset i stedet for at ramme hinanden. Struer sad på det meste og kom også til chancer. Ca. halvvejs i halvlegen kom udligningen, da en Struer spiller kom først på et indlæg og hovedstødte bolden i det lange hjørne. Det sluttede desværre ikke her, da Struer også bragte sig i front 3-2 med ca. 10 min igen, hvor de lidt heldigt fik sat en mand fri i feltet, som dog sikkert prikkede bolden i kassen. UIF pressede på for en udligning, men det var som om at kræfterne var opbrugte på den våde bane. Det var lige ved og næsten til sidst, men desværre indkasserede man sæsonens 3. nederlag mod en modstander man i hvert fald burde have haft 1 point imod. Næste kamp er lørdag hjemme mod Nykøbing M.




